Hvordan bruges macrogol?

Macrogol er et afføringsmiddel, der hører til gruppen af blødgørende afføringsmidler. Macrogol er et hvidt pulver, som leveres i afdelte breve. Macrogol opløses i cirka 125 ml væske, mens macrogol junior opløses i cirka 62,5 ml væske. Det er vigtigt, at blandingsforholdet overholdes. Pulveret må opblandes i den form for drik, som barnet kan acceptere at drikke, for eksempel saft eller juice.

 

Hvornår virker macrogol?

Virkningen indtræder efter 12-24 timer.

Macrogol binder vand, så det i stedet for at blive optaget i tarmen føres til tyktarmen, hvor det blandes med afføringen, og derved gør den blødere. Den blødere afføring fremmer tarmbevægelserne, og gør det lettere at komme af med afføringen.

 

Bliver macrogol optaget i kroppen?

Macrogol absorberes ikke fra mave-tarmkanalen og påvirker ikke væske- og salt-balancen.

 

Er der risiko for ikke at kunne nå at komme på toilettet når der gives macrogol?

Under udtømningsbehandling kan der være risiko for uheld, men når behandlingen er justeret korrekt ind, er der ikke øget tendens til uheld ved behandling med macrogol.

 

Hvornår ved jeg, at mit barn er udtømt?

Dit barn er udtømt:

  • Når der ikke kommer formet afføring.
  • Når afføringen har ensartet konsistens.
  • Når afføringen ikke lugter.
  • Når barnet har haft afføring af type 6-7 på Bristolskalaen igennem to fulde døgn.

Hvis du er tvivl så fortsæt udtømningsbehandlingen.

 

Bliver tarmen sløv af at bruge macrogol?

Macrogol er ikke vanedannende. Macrogol virker direkte på afføringen uden at påvirke tarmen.

 

Hvilke bivirkninger har macrogol?

Almindelige (10%): Kvalme, opkastning, mavesmerter, oppustethed, diarré, prutten.

Sjældne (0,01%): Allergiske reaktioner, herunder hududslæt og anafylaktisk reaktion.

 

Mit barn har tynd afføring efter første eller anden dosis macrogol under udtømningsbehandlingen. Skal jeg stoppe udtømningsbehandlingen med macrogol?

Det er vigtigt at fortsætte behandlingen med macrogol og ikke dagligt justere macrogol dosis. Tynd afføring kan være overløbsdiarré, det vil sige diarré forårsaget af tynd afføring, der trænger ned højere oppe fra tarmen udenom de hårde knolde. Derfor anbefaler vi at fortsætte udtømningsbehandlingen indtil barnet er sikkert udtømt, det vil sige indtil barnet har haft afføring af type 6-7 på Bristolskalaen igennem to fulde døgn. Der må ikke være blandet afføring, og afføringen må ikke være ildelugtende. Hvis der er blandingsafføring eller ildelugtende afføring fortsættes udtømningen.

 

Mit barn har hård afføring på trods af macrogol behandling, hvad skal jeg gøre?

Hvis dit barn på trods af behandling med macrogol har mindre end en afføring dagligt, ildelugtende afføring og/eller afføring af type 1-3 på Bristolskalaen igennem mere end 3 dage, anbefaler vi, at barnet udtømmes på ny.

Hvis barnet på trods af fornyet udtømningsbehandling fortsat er forstoppet, anbefales kontakt til læge.

 

Mit barn vil ikke tage macrogol, hvad gør jeg?

Macrogol smager salt, og smagen maskeres bedst i drikke, der har en gennemtrængende smag. Det er vigtigt ikke at forsøge at skjule overfor barnet, at der gives macrogol. Det er vigtigt, at den voksne tager ansvaret overfor barnet, der har brug for behandling.

Det er vigtigt, at blandingsforholdet overholdes. Macrogol må opblandes i den form for drik, som barnet kan acceptere at drikke, for eksempel saft eller juice. Det handler om at være kreativ. PEG må ligeledes blandes i lunke væsker.

 

Kan forstoppelse behandles med ændringer i kosten, for eksempel at spise flere fibre eller drikke mere vand?

Fiberrigkost kan muligvis forebygge forstoppelse, men når barnet er forstoppet, skal barnet behandles med afførende medicin. Man kan derfor ikke lave udtømnings- eller vedligeholdelsesbehandling med et øget fiberindtag.

Børn skal spise almindelig varieret kost som beskrevet af Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.

Det hjælper ikke at drikke mere væske end anbefalet. Sørg for at barnet drikker almindeligt, cirka. 1-1,5 liter dagligt.